Earth Hour Galla – STUDIO x Almanak i Operaen

Køkkenchef Christoffer Sørensen og hans team på Studio har været hjemløse, siden Studio i december slukkede komfuret og flyttede ud af The Standard i Havnegade. Ikke desto mindre udvikler køkkenet lige nu på højtryk, da restauranten senere i år åbner på et endnu hemmeligt sted. Inden da er der den 26. marts mulighed for at teste køkkenets form, når Studio og Almanak i Operaen i anledning af Earth Hour tænder komfuret, slukker lyset i Operaen og går sammen om en fælles fejring af bæredygtig gastronomi.

Fremtidens gastronomi skal tage ansvar
Til ’Earth Hour’-gallamiddagen har Christoffer Sørensen og Almanak-køkkenchef Christian Hoffmann derfor tænkt langt videre end velsmag. De har også lagt hovederne i blød og regnet på CO2-aftryk, så de kan præsentere deres bud på moderne, bæredygtig gastronomi med et minimalt klimaaftryk og en perlerække af lokale, økologisk dyrkede, sankede og skånsomt fangede eller bæredygtigt opdrættede råvarer. For eksempel håndplukkede invasive gigas-østers, dansk blæksprutte, tang og linemuslinger fra Limfjorden.

”Både Christian og jeg tror på, at fremtidens gastronomi skal vise vejen og tage ansvar. Verden har brug for, at vi alle tænker mere lokalt, sæsonbaseret og naturskånsomt fremover, og vi vil gerne vise, at højt niveau og stor velsmag sagtens kan gå hånd i hånd med klimavenlighed,” siger køkkenchef Christoffer Sørensen, som sidste år blev hædret med Michelin-guidens ’Young Chef Award’ og netop har fået to retter nomineret til ’Årets Ret’, som kåres af Foreningen af Danske Madanmeldere senere i år.

Ny bæredygtighedsrapport skal sætte ny standard
Både Studio og Almanak i Operaen hører under LOCA Gruppen, som denne aften yderligere vil markere begivenheden ved at løfte sløret for sin første bæredygtighedsrapport, som skal sætte ny standard for virksomhedens aktiviteter. Bæredygtighedsrapporten giver et fyldestgørende overblik over LOCA Gruppens tiltag for at skabe bæredygtig restaurationsdrift på tværs af gruppens restauranter og kantiner – ikke blot når det gælder hensyn til klima og miljø, men også tiltag i forhold til menneskelig og økonomisk bæredygtighed. Det bunder i et ønske om større gennemsigtighed i en branche, hvor man for længe har kunnet slippe af sted med blot at tale om bæredygtighed, mener Dorte Juhl Østergaard, medejer af LOCA Gruppen og ’Head of Sustainability’.

”Der er efterhånden mange, der hævder, at de arbejder bæredygtigt. Vi sætter handling bag vores ord, og med vores nye bæredygtighedsrapport ønsker vi også at sætte ord på vores handlinger. Rejsen mod større bæredygtighed er lang, og terrænet er ikke altid lige jævnt. Bæredygtighed er ikke længere kun et spørgsmål om, hvor gulerødderne er dyrket. For os handler det også om bæredygtighed i forhold til vores ansatte og vores økonomi. Gastronomi skal kunne betale sig for alle involverede, og med bæredygtighedsrapporten vil vi gerne være med til at sætte en ny standard i forhold til dokumentationen af vores mange indsatser over for omverdenen,” siger Dorte Juhl Østergaard.
Om ’Earth Hour’

Earth Hour markeres ved, at restauranter, virksomheder og institutioner verden over slukker for lyset fra kl. 20.30 og en time frem. Det var Verdensnaturfonden (WWF), som i 2007 tog initiativ til Earth Hour for at skabe opmærksomhed om klimaforandringer, og siden er begivenheden vokset fra et symbolsk lyssluknings-event i Sydney til en verdensomspændende begivenhed, som inddrager mennesker i over 190 lande og territorier.

STUDIO x ALMANAK ’EARTH HOUR’ GALLAMENU
Kl. 19.00 d. 26. marts

Snacks
Almanak: ’Toast’ med enebærrøget dyrekølle i surdejsbrød med creme på Hærvejsost
Almanak: Pocheret gigas-østers, syltet tang, æblevinaigrette og peberrod
STUDIO: Marmoreret vagtelæg
STUDIO: Knoldselleri med selleri remoulade
Vin: 2018 Stella MARY, Stokkebye Vingård, Danmark

Menu
Almanak: Rilette af røget stenbider, stenbiderrogn, citrongele, friskost og dild
 Vin: 2018 Riesling Andlau, Domaine Marc Kreydenweiss, Alsace

STUDIO: Confiteret blæksprutte med tang, koriander og fermenteret grøntsager
 Vin: 2020 Primavera, Rosato di Sangiovese, Poggio al Sole

Almanak: Bønnecassoulet med linemuslinger, persillerødder, pocheret helleflynder fra Glitne og ramsløg
 Vin: 2017 Anjou Villages le Cochet Rouge, Cabernet Franc, Domaine FL

STUDIO: Daggammelt brød med valle og hæg
 Vin: 2013 Arzimo, Recioto di Soave, La Cappuccina 

Til middagen serveres surdejsbrød & hjemmekærnet smør med tangsalt.

Kaffe & petits fours

Pris: 1500,- 

 

Book bord her 

 

 

FLERE NYHEDER FRA THE STANDARD

Skaldyrsfadet er tilbage

Ny forårsmenu og særtilbud på skaldyrsfad i Operaen  Solen skinner nærmest uophørligt i disse uger, og

Fortællinger fra en restauratør #12 – Forår og nye tider

Lærkens sang bebuder både forår og nye tider, og her op til påske er det 2

The Standard er blevet til LOCA Restauranter


Dette er vores nye hjemmeside.

Vores restauranter er flyttet fra den gamle Toldbygning i Havnegade, og navnet The Standard er blevet til LOCA Restauranter.