SEPTEMBER NYT FRA LOCA RESTAURANTER

STUDIO genåbner, Dining Week & Events 

Vores lille restaurantfamilie trives, og vi har mange spændende ting i støbeskeen i løbet af det kommende efterår.
I sidste måned kunne vi endelig offentliggøre, hvor og hvornår vi genåbner STUDIO med Christoffer Sørensen ved roret. STUDIO får til huse i spritnye lokaler i Carlsberg Byen, hvor Christoffer og teamet glæder sig til at byde velkommen fra den 1. december.

Mens håndværkerne skruer de sidste ting på plads bruger Christoffer og teamet tiden fornuftigt. I den kommende tid er kalenderen pakket med både kokkekonkurrencer og kokketræf hos gode og dygtige kollegaer.

26. september deltager Christoffer og vores kokkeelev Rasmus i første udgave af kokkekonkurrencen BMW Masters, hvor de skal dyste mod fire andre hold. Den 6. november gælder det kokkekonkurrencen "Årets Vildtret", hvor der dystes i tilberedning af friskskudt vildt over åben ild.

International hæder til RADIOs vinkort

Imens har RADIO på Frederiksberg vundet flot international hæder. I sidste uge vandt RADIOs vinkort prisen for "Best Short List" - en pris uddelt af Star Wine List, hvis panel består af verdens dygtigste sommelierer, som bedømmer og hædrer vinkortene på de bedste restauranter verden over. RADIOs restaurantchef Tim Ottosen har, siden han tiltrådte sidste år, arbejdet intenst med at opdatere og stramme vinkortet til, så vi er glade og stolte af at se, at der bliver lagt mærke til hans arbejde.

Den 22. september byder RADIO ind til chokoladeaften med vores chokoladeleverandør Xoco Gourmet, som fremstiller noget af den bedste chokolade, der kan opdrives. Samtidig har Xoco Gourmet et socialt og miljømæssigt fokus, som vi kan stå inde for. Køkkenchef Patrick Godborg får besøg i køkkenet af Marie Frank, som er selvlært dessertkok med et særligt øje for smukke konditorkager, og bl.a. hendes perfekte caneléer har skaffet hende tusindvis af fans og kagehungrende følgere på Instagram. Sammen vil Patrick og Marie stå for en fremrettersmenu, som hylder Xocos fantastiske produkter, som vil spille en rolle i både de salte og søde retter.

Almanak i Operaen på OAD's europæiske rangliste 

Vores nyeste medlem af familien - Almanak i Operaen - er kommet rigtig godt i gang på fjerde balkon i Operaen, og restauranten har allerede gjort sig bemærket internationalt. Den anerkendte restaurantliste i Opinionated About Dining (OAD), som baserer sig på stemmer fra et stort internationalt panel af anmeldere, har placeret Almanak i Operaen som én af Europas 150 "Highly Recommended Restaurants". Nu går vi for alvor ind i højsæsonen for opera, og vi ser frem til liv og glade dage i det smukke operahus.

Det bliver der helt sikkert også i efterårsferien i uge 42, hvor Almanak i operaen deltager i Dining Week. Her vil restauranten være med både til frokost og aften, så vi kan præsentere så mange som muligt for vores nye restaurant og de fantastiske rammer omkring den.

Billetsalget åbner den 15. september, og der bookes direkte hos Dining Week nedenfor.

Vi ser frem til et travlt og godt efterår, og vi kan allerede nu afsløre, at vi har flere nye åbninger på vej i de kommende måneder. Glæd jer!

Med kærlig hilsen
Merete, Dorte og alle i LOCA Restauranter

FLERE NYHEDER FRA THE STANDARD

Verdens Bedste Kalender Låge

Studio genåbner 1. december Christoffer & hele Team STUDIO glæder sig til at se jer i Carlsberg Byen

Valgdag og Månedsbrev

Livet skal nydes også i fremtiden. Kære gæster og dig der læser dette nyhedsbrev. Oktober er

Læs mere omkring holdet bag STUDIO og deres nye lokation her